Jeg mangler den der lille ting inden i mig der siger "Det her, det må du ud med til verden". Jeg oplever intet nyt i mit liv, det kører på standby. Der sker de samme ting igen og igen. Jeg elsker ham stadig, jeg har stadig ondt. Alle sagde det ville blive lettere, men hvordan kan det blive bedre, når hver evig eneste gang jeg ser ham, føles det som første gang?
Men det sjovt, jeg har lært at leve med det, med de følelser, selvom det gør ondt. Jeg fortæller alle at det nok skal gå, jeg er på den rigtige sti, jeg går i den rigtige retning, men det er ikke sandt, for jeg står stille foran en skillevej og jeg ved ikke hvilken vej jeg vil tage, hvilken jeg har lyst til at tage. Men jeg håber stadig på han indser det var en fejl. Fordi det er hvad jeg stadig tror på.
Men jeg har fortalt ham noget andet. For mere end noget andet kan jeg ikke undvære hans venskab, jeg kan snakke med ham om alt og det gør mig glad. Jeg har altid fulgt mit hjerte, da jeg sagde til ham, han burde gøre det samme, kunne han ikke få sig selv til det. Han har brug for at ikke stå til ansvar for nogle. Det er i hvert fald hvad han fortæller mig. Men stadig savner han mig?
Well. Så fandt jeg alligevel noget at skrive om, det var egentlig ikke meningen med dette indlæg, men mine tanker kredser omkring ham konstant, så ja, det er nok hvad jeg vil kunne skrive om det næste stykke tid. Håber ikke jeg bliver for belastende at høre på
