"But I'm just one chapter in yours. There'll be more. I promise. So here it comes, the big one. Don't be afraid to fall in love again. Watch out for that signal, when life as you know it ends. P.S. I will always love you."
Jeg så ikke filmen fordi jeg havde brug for at have ondt af mig selv fordi jeg er ked af alt det der sker med Christian eller fordi jeg havde brug for at græde eller noget i den stil. Jeg så den fordi jeg havde brug for at høre det sidste brev, ja, jeg kunne have hørt det på youtube, men man er ligesom nød til rigtigt at forstå det hele. Jeg er langt fra i den samme situation, som hovedpersonen Holly. Men at få knust ens hjerte og ikke vide hvad man skal gøre er vist noget vi alle kender til. Men det her sidste citat, det kan man relatere sig til. Christian var et kapitel af mit liv, et fantastisk kapitel, et jeg aldrig glemmer, men han er også et kapitel af mit liv der nu er overstået. Nu vil jeg vente på der går et nyt igang, når livet som jeg kender der er slut. Jeg må ikke være bange for at forelske mig igen, jeg må ikke være bange for kærligheden, for uden den hvad har man så egentligt? Jeg har gået i snart 3 måneder og været bange for at jeg måske ville blive forelsket igen, for tænk hvis Christian stadig elskede mig. Men det gør han jo ikke, det må jeg forstå. Jeg skal lære at gå frem af og ikke blive ved med at kigge tilbage på det der engang var. For det er overstået og kommer ikke igen. Det har han jo sagt. Selvom det ikke sker igen så vil jeg have ham til at fortryde. Han vil en dag se på mig og tænke "Hvorfor gav jeg slip på hende?", men når det sker vil jeg være over ham, jeg vil have fundet en, som ikke vil give slip på mig uden en kamp, som han ikke gjorde. So I guess der her er lidt ligesom klippet, mit sidste brev, for nu. Jeg vil prøve at glemme ham, selvom det bliver utrolig svært, så bliver jeg nød til det for at kunne bevæge mig fremad.
