Det er min sandhed

Jeg skrev det her i går, da jeg var på vej hjem i toget.

Jeg sidder og kigger ud af vinduet. Jeg sidder for mig selv i toget, på vej hjem. Jeg vil ikke hjem, men det blev jeg nød til. Jeg kan jo ikke træne? Hvor jeg hader det. Hvorfor lige mig? Jeg har det fantastisk, men åbenbart skal der være et eller andet galt? Jeg kan ikke bare være helt lykkelig? Hvorfor er livet så uretfærdigt? Hvorfor? Hvorfor? Hvorfor? Men er der nogle som har svaret? Nej. Det er altid bare.. Fordi.. Ingen kan forklare det for mig, så jeg må bare leve i uvisheden. Fortjener jeg ikke en forklaring? Er det hele bare min egen skyld? Er det virkelig det? Jeg har så mange spørgsmål, som jeg aldrig får svaret på. Lort. Det hele er bare… lort. Nej, det er faktisk ikke sandt. Jeg har Christian, har jeg brug for andet end ham? Ja. Jeg har brug for håndbolden, men hvorfor? Gang på gang kommer jeg til skade, så lige når jeg tror jeg er skadefri, så skal jeg da lige brække noget eller overbelaste noget. Hvorfor har jeg så brug for det? Fordi.. Skal det også bare være mit svar? Fordi.. Nej. Jeg har brug for håndbolden FORDI den holder mig i live, det reddede mit liv sidste efterår, uden den ville jeg ikke være mig. Uden håndbolden ville jeg være fed. Uden håndbolden ville jeg være deprimeret. Håndbolden er mit liv, jeg bliver nød til at indse det. Uanset hvad, vil håndbold altid være mit liv. Håndbold er en del af min personlighed. Jeg elsker min kæreste, så ufattelig meget, men… Håndbold giver mig en følelse af frihed. Jeg tror ikke mange forstår hvordan jeg har det, men det er sandheden. Det er min sandhed.