Det er forbi..

Christian og jeg er ikke sammen mere.. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, det eneste tidspunkt jeg har kunnet stoppe med at tænke på ham, var da jeg spillede håndbold i dag, jeg ved ikke hvordan jeg skal få mig selv til at se ham i øjnene.. Men jeg vil gerne være hans ven, vi var venner før vi kom sammen og vi snakker godt sammen. Jeg ved jeg vil kunne klare det, men ikke lige nu.. Jeg vil have lov til at hade ham først, jeg vil gennem gå alle de følelser man får.. Jeg vil først være ked af det, så vil jeg hade ham, så vil jeg acceptere det, og så vil jeg nok kunne være hans ven, men det vil aldrig blive som det var før.. Følelsen af at være blevet udnyttet, den vil nok altid være der, kærligheden vil nok altid være der, jeg vil blot acceptere det ikke er gengældt. Følelsen af jalousi ved at kunne komme til at se ham med en anden, vil være der... Følelsen af at være forladt, ensom, uelsket, deprimerende, det vil forsvinde, det siger de i hvert fald.. Alle de andre, men lige nu virker det ikke sådan. Jeg kunne sidde og stirre ud i ingenting i flere timer med vores minder i tankerne. Det piner mig, det piner mig, at jeg stadig kan huske det første kys, måden vi blev kærester på, den første dag. Alt, jeg kan huske alt og det er nok hvad der gør mest ondt, at vide at alt det, det jeg havde med ham, den følelse jeg fik når han kyssede mig, når han holdt om mig, når jeg lå på hans bryst, den følelse vil jeg ikke opleve igen og det knuser mit hjerte.. Der vil komme flere kærester, men der vil aldrig komme en første kæreste eller en Christian igen.. Han var min første kæreste og jeg vil nok aldrig miste alle følelserne for ham, jeg må bare lære at leve med dem.